Foreningen House of Concrete Aalborg er en folkeoplysende forening opbygget omkring tre kerneværdier:

Fællesskab

House of Concrete Aalborg tilbyder et inkluderende fællesskab på tværs af alder, køn, baggrund og ambitionsniveau. Foreningen giver plads til alle – Fra begynderen, der blot ønsker at dyrke en sjov, alternativ motionsform, til den øvede, der ønsker at konkurrere internationalt. Foreningen henvender sig derfor både til eliten og bredden. Medlemmerne kan dyrke deres sport i et socialt miljø med holdundervisning, events og sociale arrangementer, og mødes om deres fælles interesser og lade sig inspirere af hinanden. Vi lægger vægt på, at foreningslivet er præget af samarbejde, rummelighed, tolerance og ligeværd.

Udvikling

HoC ønsker at give det enkelte medlem de bedste rammer for at udvikle sig og nå sine egne, personlige små eller store mål. Vi er et bevægelselscenter med en holistisk tilgang til træningen på tværs af sportsgrenene. Vores instruktører møder eleverne, hvor de er, og lægger vægt på en individfokuseret træning som grundlag for fysisk og mental udvikling og øget sundhed hos den enkelte. House of Concrete Aalborg giver medlemmerne mulighed for at udfolde sig kreativt gennem bevægelse og flytte sine egne grænser i et miljø med “højt til loftet”.

Som forening ønsker HoC at bidrage til at udvikle og udbrede kendskabet til vores sportsgrene i Danmark og gennem events, workshops og lignende være med til at dele viden og lære nyt sammen med ligesindede fra andre studier og landsdele.

Professionalisme

House of Concrete Aalborg lægger vægt på en høj kvalitet i undervisningen, så medlemmerne får de bedste forudsætninger for at udvikle sig. Undervisningen er præget af et højt, fagligt niveau med korrekt teknik, sikkerhed og forebyggelse af skader som grundsten. Instruktørerne uddannes og holdes løbende opdateret på baggrund af viden, erfaringer og faglig dokumentation. Vores fysiske rammer er indrettet med henblik på at give medlemmerne de bedste forudsætninger i træningen, både til daglig og ved træning til konkurrencer. Vi lægger vægt på at foreningsarbejdet udføres med høj faglighed, kvalitet, effektivitet og menneskelighed.