Vi har uden tvivl Aalborgs mest ihærdige udstræks-medlemmer
Igennem denne blog vil du møde vores lille familie. Heriblandt vores fantastiske medlemmer. Den næste du kan læse om er 33-årige Rose, der til dagligt læser til bioanalytiker, ved siden af sin træning i House of Concrete. Rose har næsten altid sine to Golden Retrievers med, så hun kan nå mange timers træning og udstræk. I House of Concrete dyrker Rose både Poledance, Dans og Udstræk
- Rose Raes
- 33 år
- Poledance, udstræk og dans
- Studerende – Bioanalytiker
Udstræk - en undervurderet disciplin
Hej, mit navn er Rose og jeg skriver det her blogindlæg, for at fortælle dig, hvorfor du skal starte i Aalborgs bedste movement gym! Det skal du først og fremmest, hvis du vil have det bedre med din krop og også bare helt fysisk. Læs med her!
Jeg begyndte selv til udstræk for cirka 6 måneder siden, samtidig med at jeg startede til poledance. Jeg har været rytter hele mit liv, og vi strækker ikke ud – Nogensinde! Dette på trods af, at vi laver en del fysisk hårdt arbejde. Dette har, sammen med en medfødt skæv lænd som jeg har skånet de sidste 10 år, gjort mig særdeles usmidig.
Min rejse mod en mere smidig og sund krop
Jeg kan ligeså godt være ærlig: Den første måneds udstræk, af både ben og ryg, var ren tortur! Min krop ejede ikke en ærlig muskel i hverken hofter, lår eller ryg. Mine stive muskler og sener var i den grad ikke med på legen.
Langsomt men sikkert gjorde de aktive stræk min krop stærkere. Jeg blev pludselig i stand til at holde balancen i strækkene, samtidig med at mine muskler og sener begyndte at slappe af og blive mere smidige.
Ud over at min øgede fleksibilitet er en kæmpe fordel i forbindelse med poledance, har jeg også oplevet en helt uventet og meget positiv konsekvens af den øgede smidighed og muskelstyrke: Min nærmest ubevægelige, skæve lænd er blevet løsnet op og er blevet stærkere. Dette har resulteret i, at mine næsten konstante rygsmerter er forsvundet. Min nye bevægelighed i hofter, skuldre, ryg og lænd er endda langsomt begyndt, at rette op på mange års lettere sammenkrummet holdning, grundet mine rygproblemer. I starten var jeg bekymret for, om min ryg ville kunne holde til smidighedstræning. Men med stor fokus på korrekt teknik, forebyggelse af skader og aktive stræk, har udstræk udelukkende haft en positiv effekt på mig.
Udstræk var nøglen til en bedre hverdag
En smidig, stærk og velfungerende krop er simpelthen en ren fornøjelse at have. Ikke kun i forbindelse med min poledance træning, men også i min hverdag, som nu er stort set smertefri. Samtidig er det helt utroligt tilfredsstillende, at opleve en udvikling i sin fleksibilitet. Det er fedt at se den fremgang, der måned for måned har været i både min bro, spagat og split. Et ”progress picture” af en bro, der pludselig er åbenlyst bedre, eller en spagat der er kommet 5 cm. tættere på et ”touchdown”(at sidde i en fuld spagat). Det er en kæmpe tilfredsstillelse og motivationsfaktor, der inspirerer mig til at fortsætte med udstræk, selvom fremgangen i perioder er en langsom proces. Det er skønt at gå hjem fra en aften med udstræk og føle mig fuldstændig løsnet op i hele kroppen – Og det er ikke mindst super fedt, at kunne lave flere og flere af de tricks på polen, der kræver lidt mere fleksibilitet!
Så mit råd til dig er – meld dig ind i House of Concrete. Gør det for din krop, dit velvære, dit mindset og din hverdag. Jeg lover, at du ikke vil fortryde det.